Mit virke
af Line Louise Peters
Min første ansættelse som præst havde jeg i Kjellerup og Omegns Valgmenighed, som også er en grundtvigsk valgmenighed beliggende mellem Silkeborg og Viborg. Her var jeg ansat i små to år inden jeg i foråret 2022 søgte og fik stillingen som valgmenighedspræst her i Skanderup. Jeg er født i 1983 og opvokset lidt udenfor i Horsens i den lille forstad Stensballe. Et virkelig dejligt og naturskønt sted at vokse op tæt ved Horsens fjord.
Forinden min ansættelse som valgmenighedspræst i Kjellerup blev jeg cand. mag i dansk og nordisk litteratur fra Århus Universitet i sommeren 2020. Derfor har skønlitteraturen siden begyndelsen af mit virke som præst også stået mit hjerte meget nær og gør det fortsat. Litteraturen er også en stor inspirationskilde i mit daglige arbejde som præst, både direkte og indirekte,og jeg forsøger så vidt muligt at være godt opdateret på de nyeste skønlitterære udgivelser og i det hele taget følge med i, hvad der rører sig i den litterære verden. Jeg har en stor kærlighed til den norske forfatter Karl Ove Knausgård, som jeg også skrev speciale om på universitetet.
Indenfor teologien er jeg særligt optaget af sjælesorgen som fagområde og disciplin. Mange mennesker tror, at sjælesorg er noget, man har brug for, når man er i sorg, Men ‘sjælesorg’ betyder slet og ret ‘omsorg for sjælen’, og derfor vil det at få sjælesorg også sige, at du kan tale med præsten om præcis det, DU har på hjerte. Som præst anser jeg det for en vigtig del af mit arbejde bestandigt at blive bedre til at yde sjælesorg overfor de mennesker, der ønsker at tale med mig som præst. Her handler det først og fremmest om at være god til at lytte sig ind på, hvad det menneske man taler med er optaget af og evt. bøvler med i tilværelsen uden at ville fikset eller komme med færdige løsningsforslag. I stedet er en af mine fornemmeste opgaver, som jeg ser det, at være ‘medvandrer’. At følges et stykke med mit medmenneske, og herigennem give den pågældende erfaringen af, at “de her tanker og følelser behøver jeg ikke gå alene med”. Alene det at få den følelse kan ofte være medvirkende til at lindre smerten og ubehaget - måske blot for en stund. Som præst er jeg vant til at lytte og tage de mennesker jeg taler med alvorligt. Jeg har tavshedspligt, og de samtaler jeg har bliver ikke journalført noget sted, hvilket også betyder, at det kun er mig som præst, der for kendskab til det, jeg bliver fortalt For mig at se findes ikke “rigtige” eller forkerte” emner at tage op med mig som præst og intet er for småt til at blive delt.
Min interesse i sjælesorg har også bragt mig i forbindelse med et forholdsvis nyetableret samarbejde mellem privatpraktiserende læger og præster i Kolding. Dette initiativ blev for nogle år siden startet af læge Inger Uldall Juhl og sognepræst i Bramdrup Lone Vesterdal. Ligesom Lone og Inger interesserer jeg mig også meget for forbindelsen mellem lægefaget og præstegerningen. For nok adskiller de to fag sig væsentligt på nogle punkter, det ene fag er funderet i naturviidenskaben, det andet i humanvidenskaben, men samtidig har de to fag også en række fælles berøringsflader. De to fagfelter kan gensidigt befrugte, udfordre og inspirere hinanden, og det har vi brug for i en verden, hvor niveauet af vidensspecialisering er så højt, at skellet mellem forskellige professioner, som i deres kerne ellers har en del tilfælles, ofte bliver unødvendigt stort. Min interesse for samarbejdet mellem disse to fagfelter stammer muligvis også fra, at jeg også har en baggrund indenfor jordemoderprofessionen, og det er derfor også med stor glæde, at jeg som valgmenighedspræst i Skanderup også er blevet en del af samarbejdet mellem læger og præster i Kolding.
Hver gang, vi har gudstjeneste i Skanderup grundtvigske Valgmenighed, synger vi altid fjerde af Grundtvigs salme ‘O Kristelighed’ i forlængelse af Trosbekendelsen. Det lyder sådan her:
O vidunder-tro!
Du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand,
fra dødningehjem til de levendes land;
bo lavere hos os, det huer dig bedst,
du højbårne gæst!
For mig indkredser sætningen “fra dødningehjem til de levendes land” noget helt centralt såvel i min kristendomsforståelse som i hvad det at være grundtvigsk valgmenighed handler om. Jeg ser gudstjenesten som et sted for sammensætning og sammenhæng. Et sted, hvor der gennem såvel forestillingsevne som indbildningskraft tænkes og tales stort om det at være menneske. Og indimellem sker der det forunderlige, at vi fornemmer en lille smule af den forvandlende og livgivende kraft, der rækkes os i dette rum.
Det at blive menneske er ikke noget, der sker én gang for alle her i livet, men derimod noget, vi til stadighed er på vej til at blive. Derfor kan gudstjenesten, i dens egentlige intention betragtes som en rejse, en bevægelse. Denne bevægelse sker ikke uden om den mørke og destruktive del af det at være menneske. Gennem afsløringen og erkendelsen af mine egne svigt, min egen uformåenhed og indimellem utilstrækkelighed bliver jeg gennem gudstjenesten ført frem til muligheden af en ny åbning. En åbning, hvor selv får del i opstandelsen og derfor også har lov til at se fremtiden foran mig som ny mulighed. Herom handler bevægelsen “fra dødningehjem til de levendes land” og herom handler kristendommen grundlæggende. Om hvordan vi kan bevæge os (og blive bevæget ikke mindst) fra mørke og til lys, fra sorg til glæde.
Du er altid velkommen til at kontakte mig:Line Louise Peters
Kastanie Alle 47
6640 Lunderskov
Tlf.: 2845 3504
Mail: